Kirkens historie

Stendige_Johanneskirken_250px.jpgNielstrup Kirke og kapel


Vorup Sogn blev gennem mange år kaldt ”Det sorte Sogn”. 

- Nogle vil mene, at det skyldes den sorte farve, som jyde-potterne havde. De potter, der i så rigt mål blev produceret i sognet. Andre mener, at det skyldes, at Vorup Sogn i mere end 300 år ikke havde nogen sognekirke.

 

For enden af Høvejen mod Kærgade er der et lille fredet område med et stendige om, det er den gamle kirkegård i Vorup (Worrup) eller Nielstrup, som stedet kaldtes. Omkring 1150 blev der bygget en mindre middelalderkirke, Nielstrup Kirke, som blev viet til Sct. Johannes, og derfor også bar navnet Sct. Hans Kirke. 

 

Op gennem årene var Nielstrup Kirke den kirke, som folk fra Nielstrup og Vorup søgte, og hvorfra de  begravede deres døde. I 1552 kom en forordning fra Christian d. 3. om, at kirken skulle nedrives. Man mente, det kunne være en hævn fra kongen, da Vorup under ’Grevens Fejde’ (1534-36) havde støttet Skipper Clement. Bønderne foretog sig intet i 1552, men da påbuddet blev gentaget i 1568, blev de nødt til at rive deres kirke ned, og stenene blev brugt til en vandmølle ved Dronningborg Slot.

 

Det blev nu pålagt folk fra Vorup at bruge Sct. Mortens Kirke i Randers, som deres sognekirke.
Vorup sogn fik navneændring til Sct. Mortens Søndre Landsogn. Der blev på kirkegården ved Høvejen opført et lille tarveligt kapel i bindingsværk, som sognets beboere kunne benytte ved begravelser indtil 1876, der blev dog ikke foretaget mange begravelser fra kapellet og kirkegården.

 

I Sct. Mortens Kirke fik bønderne tildelt stolesæderne i det søndre sideskib, hvorfra de ikke engang kunne se alteret.

 

Vorupfolkene befandt sig dårligt i den fine bykirke. De sad der i deres lerede støvler eller træsko og følte sig nedstirrede af borgerskabet i Randers, der var placerede på de fine pladser i midterskibet.
De allerfleste begravelser fra det søndre sogn foregik dog fra Sct. Mortens Kirke, og det var besværligt, når man skulle bære kisten over den smalle træbro, der førte over Gudenåen. Vorupbønderne var selvbevidste folk, de havde tjent godt på fremstillingen af jydepotter, som nærmest udviklede sig til en industri, og mangen fæster i Vorup havde købt sig fri af Clausholm. Alligevel gik der 300 år, før Vorup igen fik sin egen kirke.

 

Gamlekirke_Johanneskirken_250px.jpgVorup Kirke

I slutningen af 1800-tallet boede der i sognet ca. 700 mennesker, og der opstod ønske om at få egen kirke.

 

Folk i sognet var trætte af at benytte Sct. Mortens Kirke. Der var penge til at bygge kirken, da bønderne fra Vorup betalte tiende til Sct. Mortens Kirke, og denne tiende kunne danne sikkerhed for et lån på 12.000 kr. Problemet var blot, at byrådet i Randers ikke ville give slip på tiendet fra Vorup. Efter svære forhandlinger, hvor også kirkeministeriet måtte inddrages, fik byrådet besked på at give afkald på kirketiendet fra Vorup. Byrådet indvilgede i 1875, men på den betingelse, at kirken blev opført i 1876. Kirken ville koste 20.000 kr., og de resterende 8.000 kr. blev bevilget fra staten.

 

De svære forhandlinger med det vrangvillige byråd blev forestået af gårdejer og sognerådsformand Alfred Grann (hans gravsten findes lige syd for kirken) og pastor Bergstrøm, der var sognets første præst, men samtidig ansat ved Sct. Mortens Kirke. Arkitekt Fritz Ulldal, Randers, tegnede kirken i nygotisk stil med 150 siddepladser, og beboerne i sognet foretog indsamlinger til kirkens inventar og udsmykning. Det gav i alt 2.000 kr. Alterbord, altertavle og prædikestol blev opført i egetræ. Som alterbillede fik man en kopi af C. Blochs maleri i Holbæk Kirke med Jesus og de små børn.

 

Skib_Johanneskirken_250px.jpgTo kirkeskibe kom også til, en brig fra omk. 1917, som opbevares på Kulturhistorisk Museum, mens fuldriggeren ’Håbet’ i dag er kirkeskib i Johanneskirken. 


Det har været en stor sejr, da bønderne fra Vorup den 3. december 1876 (første søndag i advent) kunne indvie deres nye kirke. Den var propfyldt, da 350 af sognets beboere var mødt op. I præsteprocessionen gik i forreste geled sammen med biskop Brammer Århus, ikke en fjerprydet stiftamtmand, men den jævne og stoute gårdejer Alfred Grann. 


Det havde biskoppen bestemt, da Grann måtte anses som repræsentant for bymændene, der ejede Vorup Kirke. Vorup Kirke, der i dag er kapel, tjente som sognets kirke i over 100 år.

 

Sten_Johanneskirken_250px.jpg

I våbenhuset findes en gravsten fra den gamle kirke ved Høvejen med motivet ’Livets træ i Paradisets Have’.

 

Johanneskirken

Vorup blev efterhånden en anseelig forstad til Randers. Boligforeningens blokke var skudt op i 50’erne og 60’erne, og mange nye parcelhuse blev opført. Kirken var blevet alt for lille med sine kun 150 siddepladser, når man sad tætpakket. Der opstod et behov for en ny kirke med lokaler til sognearbejde og konfirmandundervisning. Grunden til en kirke var i 1961 skænket af familien Thøgersen, Hviidsminde (nu Nordea og Ekkos P.plads) i overensstemmelse med testamentarisk ønske. I 1972 blev der af det daværende menighedsråd taget en principbeslutning om, at der skulle opføres en ny kirke i Vorup.

 

Derefter fulgte en række forhandlinger og henvendelser til Kirkeministeriet, og i juni 1975 kom tilladelsen. Grundstenen nedlagdes den 21. maj 1977. Den ene sten blev hentet fra fundamentet til Nielstrup Kirke, som var viet til Sct. Johannes og kaldt Sct. Hans Kapel, én sten hentede man fra Sct. Mortens Kirke i Randers og én fra den gamle Vorup Kirke. På den måde skabtes der sammenhæng mellem den nye kirke og de kirker, der tidligere havde tjent som sognekirker for Vorup. 

 

Kirken_Johanneskirken_250px.jpgSom arkitekt valgtes Holger Jensen fra København. Han har været arkitekt for mange af Danmarks nyere kirker. Kirken ligger som et monumentalt bygningsværk lige midt i Vorup, og den er speciel med hensyn til arkitektur og placering, idet hovedindgangen og ikke alteret vender mod øst. Med undtagelse af sydmuren er alle kirkens mure krumme og forbundet med glas. Kirkerummet får derved en særlig karakter. Når solens stråler rammer ind gennem de høje vinduer, opstår en meget speciel lysvirkning. Lyset i kirken varierer hele tiden, og det betyder, at der altid venter en ny oplevelse, når man træder ind i kirkerummet.

 

I kirken er der stoleplads til 350, men der kan skaffes plads til næsten 500. Kirketårnet står frit og er 24 m. højt og bærer kirkens 4 hollandske klokker. Da kirken blev bygget skulle man efter loven gennem private midler selv skaffe kapital til de ønskede ungdomslokaler. Man skønnede, at et beløb på 400.000 kr. skulle indsamles. Mange gode kræfter spillede sammen. Der blev afholdt loppemarkeder i Vorup Skoles gård, papirindsamlinger næsten hver måned, sykredse i den gamle præstegård på Sallingvej, og mange private ydede et bidrag. En anseelig kapital rejstes, og lokaler i underetagen til ungdomsarbejdet kunne etableres. Desuden blev det muligt at stifte en fond af de penge, som blev til overs. Fondens midler skal bruges til arbejde, der udgår fra kirken.
 
Kirken blev indviet ved en festgudstjeneste den 27. august 1978 af biskop Henning Høirup, Århus, og fik navnet Johanneskirken, dette navn leder tilbage til sognets første kirke. På alteret i Johanneskirken står et lille sort kors, som er skåret af egetræ fra det gamle alter i Vorup Kirke.
Det kostede i alt 5,5 millioner kroner at bygge Johanneskirken med ungdoms- og sognelokaler. 

 

Kirkerummet blev i høj grad fuldendt, da kirken i 1993 blev udsmykket med Hein Heinsens bronzeskulptur og Stig Brøggers to malerier i forskellige røde nuancer. I 2002 blev det nødvendigt at foretage en udvidelse og ombygning af lokalerne, som ligger mod syd. Det har skabt nye og større muligheder og også forbedrede forhold for personalet. Vorup er et gammelt sogn, og der har gennem skiftende tider altid været mennesker, som har set fremad og skabt fornyelser i sammenhæng med samfundets udvikling.

 

Kilder:

Vorup gennem tiderne, 1995

Historisk Årbog fra Randers Amt, 1953

Meddelelser fra Århus Stift, 1978

Kirkeblad for Johanneskirken, nr. 4, 2003

Skalk, nr. 4, 1966